torsdag den 26. maj 2011

Eksperimenter med tør emaljering


Jeg har det sidste stykke tid eksperimenteret med flere emaljeteknikker og i dette indlæg vil jeg berette lidt om mine eksperimenter med hovedsageligt brugen af tør emalje og lidt i kombination med våd emalje. Jeg har i et tidligere indlæg gennemgået forskellige teknikker med våd emalje. Med våd emalje mener jeg emaljepulver der er renset i demiraliseret vand, og med tør emalje mener jeg emaljepulver, som jeg ikke har gjort noget ved, men bruger det som jeg har købt det.
Til arbejde med tør emalje, bruger jeg små strødåser, en lille pensel og en spids genstand, diverse skabeloner samt bunde af kobber savet ud i forskellige profiler.

Våd og tør emaljering
Ved dette eksperiment starter jeg med at strø et tørt lag hvid opak emalje. Pulveret har jeg i en strødåse, som jeg stille og roligt kan drysse pulveret hen over bundpladen. Som man kan se på fotografierne, så kommer der ikke så tykt et lag ved at strø pulveret på. Her efter bruger jeg transperent lilla emalje, som jeg lægger som en klat. Med en spids genstand flytter jeg rundt på emaljen, og i dette tilfælle formerede jeg et træ. Efter det blev brændt strøede jeg transparent blå emalje på og med en pensel fjernede jeg det de steder jeg ønsker det skal være f.eks. oven på træet.
I forhold til at arbejde med våd emalje, så kommer der ikke et så tykt lag emalje på ved at strø med tørt emalje. det kan være fordel når man skal have flere forskellige lag emaljer oven på.



Skabelon teknik
Ved skabelon teknikken bruges skabeloner hvor man kan strø emaljepulver hen over. Jeg har selv tegnet nogle skabeloner og lamineret dem samt skåret dem ud. Jeg har også fundet nogle billeder på nettet som egnede sig som skabeloner, printet dem ud, lamineret dem og skåret dem ud. Der udover har jeg købt forskellige færdige skabeloner.


Ved det første eksperiment med skabelonteknik, starter jeg med at en stjerne af hvid opak emalje på ren kobber bund. Efter jeg har brændt det første stjerne, laver jeg en stjerne mere og brænder det. Herefter strøer jeg en transparent gul emalje hen over og brænder dette.


Jeg har lavet to forsøg, hvor jeg startede med at lægge en bund af våd opak emalje. Det ene skabelon er med en søhest og det andet med et blad. Efter man har strøet emaljen på og fjernet skabelonen, fjerne jeg overskydende pulver med en pensel. Det er spændende at bruge skabeloner, men det er ikke helt så nemt, men alligevel en enkel metode. Af og til har jeg lagt emaljen om tre gange, fordi jeg kommer til at rykke på det hele. Man får ikke altid skarpe kanter ved at bruge skabeloner.



Det næste forsøg er også med en opak hvid emalje som bund og i stedet for kun at have et motiv på, har jeg forsøgt med to forskellige skabeloner, hvor jeg har brugt to transparente emaljefarver. Først strøede jeg den mørkeblå farve på og brændte dette. Derefter lagde jeg en andet skabelon over og strøede den lysere blå farve på og brændte dette.


Det sidste forsøg med skabelontekik er hvor jeg har klippet et motiv ud af papir. I stedet for at strø emalje i et hulmønster bliver det ved dette forsøg strøet uden om papirfiguren, så det er figuren der forbliver uden emaljefarve. Der kan dog godt være enkelte emalje-korn og dem fjernede jeg med en lille pensel.


Tegne i emalje
Igen startede jeg med at lave en hvid opak bund. Herefter strøede jeg blåt transparent emalje på og med en spid genstand tegnede jeg et mønster i. Det blev brændt og synes det trængte til lidt mere pynt og forsøgte mig med skabelon teknik hvor jeg har brugt opak rød emalje.


Fremover
Her er så alle de forsøg jeg i denne omgang har eksperimenteret med. Jeg tror ikke jeg kommer til at arbejde så meget med skabelon teknikken. Synes det tager for lang tid og det skal ofte gøres om. Derimod synes jeg det at tegne i emalje er noget jeg vil udforske mere, hvor jeg har nogle knapper på tegnebrættet. Kombinationen af tør og våd emalje synes jeg også er spændende og det vil ikke undre mig hvis der snart kommer nogle smykker i amio butikken med denne teknik.


I et andet indlæg vil jeg vise forskellige teknikker inden for celleemaljering og regner med at dette indlæg kommer sidst i juni. Derudover planlægger jeg også et indlæg om at emaljere på hvælvede overflader og det kommer efter sommeren. Det vil sige at jeg vil emaljere på overflader som ikke er flade, men som runder og bøjer sig. På et tidspunkt vil jeg også afprøve vinduesemaljering.

Foruden dette indlæg om emalje, har jeg også skrevet:
Hvad er emalje
Arbejde med vådemaljering

2 kommentarer:

  1. Hej Alice
    Jeg har læst om at man kan dyppe et emne helt i en emaljevædske så man får et ensartet lag over alt på emnet. Jeg ved det lyder lidt dyrt måske men der skulle være tilsat pibeler? og destileret vand? Kender du den type emaljeringsteknik og har du måske en opskrift på emaljevædsken?

    med venlig hilsen Claus Carlsen

    SvarSlet
  2. Hej Claus

    Desvære har jeg ingen erfaringer med denne teknik.

    I stedet gør jeg det, at jeg brænder emnet til det er rødglødende og propper den ned i en skål med tør emaljepulver - tager den hurtigt op og brænder igen til den er næsten rødglødende eller til jeg kan se at emaljen er smeltet. Alt dette gør jeg direkte på en flamme. Desvære er der så et område, som ikke har emalje på, vor jeg med en loddetang holder emnet.

    Jeg kan mindes at der er en smykkedesigner, som har gået på institut for ædelmetal. Vedkommende arbejder med den teknik du nævner. Desvære kan jeg ikke lige huske hvad vedkommende hedder. Men måske du kunne kontakte skolen og høre dem ad?

    God jagt :-)

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...