mandag den 27. december 2010

En gave og hvordan man udvider en ring

Nu er julen så småt ved at være overstået og hvor var det bare nogle dejlige dage med god mad og familiehygge. Inden jeg begynder at vise nogle af de hjemmegjorte julegave frem, har jeg lige en enkel fødselsdagsgave at fremvise. Min mor havde nemlig fødselsdag d. 23. december.


Så længe jeg kan huske, har min mor ikke gået med hendes vielsesring, da hun ved et bistik var nødt til at klippe den over. Derfor tænkte jeg at det var på tide at den blev repareret. For ca. en måned siden tog jeg den fra hendes skrin uden hun vidste det og målte en af hendes andre ringe. Jeg har så udvidet ringen ved at sætte ekstra materiale i og følgende vises proces billeder på hvordan jeg har gjort det.

Først fjernede jeg skævbiderens skæve facetter med en fil så ender blev plane og lige.


Derefter fandt jeg ud af hvor meget ekstra materiale der skulle til. Det kan man gøre på forskellige måder, jeg mener jeg brugte en nem og måske ikke helt så præcis måde. På en ringstok pressede jeg ringen ned til den størrelse som ringen skulle udvides til og i dette tilfælde til størrelse 58. Størrelse 58 er omkredsen af min mors finger i mm. Den afstand som nu er mellem enderne er det materiale der mangler og det målede jeg op med skydelære og overførte til det guldtråd som jeg vil lodde i ringen.



Her er guldtråden som jeg vil bruge til at udvide ringen med. Den er lidt bredere og tykkere end selve ringen, så jeg har lidt ekstra at arbejde med. Først rundede jeg tråden, så den ca. får samme runding som ringen. Derefter filer jeg en spids på tråden og måler det stykke af som jeg skal bruge til ringen. Det stykke saver jeg af og filer ligeledes den anden ende spids.



Ringens ender filer jeg ligeledes, men med en trekantet nålefil ind i ringen, så det passer til det stykke guld som skal loddes i ringen. Ved at hver del bliver filet på hver deres måde, går guldstykket i spænd mellem ringen og det vil være en meget solid sammenlodning.


Her kan man se, hvor guldstykket går i spænd mellem ringen.


Så gør jeg klar til at lodde. Ringen bliver fukset ind. Det en det hvide lag man kan se på billedet. Jeg lodder med 14 kt. mellem slaglod, da det er 14 kt. guld jeg arbejder med.


Her er den så loddet og der er vist kommet rigeligt med slaglod på. Det renoveres væk efter det har været i syrebad.


Efter jeg har renoveret overskydende slaglod væk, banker jeg ringen rund.



Efter den blev rund og kom i mål, polerede jeg den blank og den er færdig.


Hun blev rigtig overrasket og rigtig glad. Så nu kan hun igen gå med hendes vielsesring.

10 kommentarer:

  1. Hej.
    hvor er dine små indlæg lærerige, tak fordi du vil dele ud af din viden!!

    SvarSlet
  2. Selv tak. Dejligt at høre at der er andre som kan bruge det til noget. Har selv brug for blogs om smykkefremstilling med andres erfaringer :-)

    SvarSlet
  3. Super sød tanke og en helt fantastisk og personlig gave til din mor :-). Sjovt samtidig at læse historien samt se fremgangsmåden.

    VH Bettina

    SvarSlet
  4. Hejsa!

    Jeg fik en meget smuk diamantring i julegave af min mand (købt på auktion), men desværre er den (ret meget) for lille. Er der nogen grænser for, hvor meget man kan lægge en ring ud? Og vil man altid gøre det ved at indsætte en ekstra guldstykke, eller gøres det også nogle gange ved at banke den ud?
    :) Linda

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Linda

      Det har jeg lidt svært ved at svare på uden at kunne se på ringen. Du er velkommen til at sende mig en mail med et foto af ringen. For så kan jeg meget bedre svare dig.
      aliceschmidt7 @ gmail.com

      For at gøre en ring større, kan man som du skriver godt banke den større, men så skal ringen være tyk, så der er nok materiale til at smede med.
      Normalt vil man isætte ekstra guld og derved gøre den større. Men hvis der sidder en sten i, skal man også passe på den. Sidder den i en grabbefatning, går det nok, men sidder den nede i ringen, er det måske mere vanskeligt.
      Men igen send mig en mail med et billede og jeg kan svare dig meget bedre på det.

      Slet
  5. hvor meget koster det hvis man skal ha sin forlovelses ring udvidet i størelsen og kan det overhoved lade sig gøre uanset materiel ? Hilsen Niklas fra Hillerød

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Niklas
      Undskyld mit sene svar. De eneste ringe jeg ikke kan udvide er titanium og stål ringe. Sølv og guld ringe er normalt ikke noget problem. Prisen afhænger hvor meget materiale der skal i, om der er sten som skal dækkes til og hvor lang tid det tager. Den sølvring koster nok omring 300 kr. for 2 numre. En guldring koster nok det dobbelte hvis det også er 2 numre i 585 karat. Men tag forbi din lokale guldsmed og få dem til at se på ringen.

      Slet
  6. Sikke et pænt stykke arbejde �� ved du om man kan udvide en lign. Ring men med brillianter i? Min vielsesring er blevet for lille, eller min finger for stor �� Og er så ked af at jeg ikke kan gå med den, men der sidder 9 brillianter i ��
    Mvh Line

    SvarSlet
    Svar
    1. Kan godt forstå du ikke kan bruge din ring i øjeblikket :-)
      Det kommer an på hvor meget større den skal laves og hvordan stenene er fattet. er det 10 numre, vil ringen ikke blive helt rund og det vil gå ud over stenenes fatninger eller måden de er fattet på. Drejer det sig om 2 numre er det normalt ikke et problem.

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...